Filmen "Se mig! Hjælp mig!"

Vi startede ud med at kigge hinandens praksisfortællinger igennem og valgte derefter en fortælling, der gjorde særligt indtryk på os alle sammen. Vi blev alle en smule overrasket over situationen i fortællingen og synes den var god at tage udgangspunkt i, fordi det, der sker strider dybt imod alt, hvad vi har lært om at være en god pædagog.
Efterfølgende gik vi i gang med et storyboard, hvor vi fik skrevet scenerne ned en efter en, så det bagefter var nemt at gå i gang med at filme. Processen gik rigtig godt og vi fik hurtigt scenerne skrevet ned, som vi havde forestillet os dem.
Inden I skal se filmen, vil vi lige præsentere situationen for jer. Situationen udspiller sig på legepladsen i en børnehave, hvor en dreng render rundt og tager de andre børns legetøj. Der er flere pædagoger, der render efter ham og den ene får fat i ham og drengen siger så, at hun skal slippe og at hun lugter af lort. Derefter siger pædagogen til ham, at han skal snakke pænt. Drengen formår at løbe videre, for at drille nogle flere børn, hvor efter pædagogen igen løber efter ham og får fat i ham. Drengen siger, at han ikke gider komme i morgen, fordi de alle sammen er dumme. Pædagogen får sagt, at hun er fuldstændig ligeglad med, om han kommer i morgen og hvis han bliver ved, så ringer hun til hans far.
Vi spiller først den oprindelige situationen og bagefter spiller vi den samme, men med mere hensigtsmæssig kommunikation fra pædagogens side af. I klippene er der også en kort dialog mellem to pædagoger, hvor vi har prøvet at tydeligøre forskellen på at snakke negativt og positivt om et barn og hvad det betyder for den måde barnet mødes på.

https://www.youtube.com/watch?v=Ja_x6oJhmGw&feature=youtu.be

Målgruppe:
Vores målgruppe er primært vores medstuderende. Vi vil give dem en form for stof til eftertanke. Vi får bl.a. tydeliggjort, at selvom vi får af vide på studiet, at den ressourceorienterede pædagogik med fokus på ressourcer frem for mangler er det, der tilhører den gode pædagogik, så findes der stadig ude i institutionerne i år 2015 eksempler på en pædagogik, der er langt fra anerkendende. Derudover er det også en måde, at fortælle, hvor vigtigt det er, at vi som kommende pædagoger tør stå udenfor en evt. personalegruppe og sige til, hvis vi synes, der finder en uhensigtsmæssig pædagogik til stede.

Kameravinkler:
Vi synes. at det er relevant at forklare, hvorfor vi har valgt at filme på den måde som vi har. Det meste er filmet med Go Pro kamera, som sidder på den ene pædagogs hoved. Vi ville gerne se situationen fra pædagogens synsvinkel og på den måde få drengens blik med på filmen. Det er placeret på pædagogens hoved, da det er hende vi synes handler uhensigtsmæssigt.
En enkelt scene er filmet ude fra, hvor vi ser både pædagogen og drengen, for på den må, at få et større perspektiv på, hvordan det ser ud, når pædagogen står og har fat i ham, mens hun skælder ud.

I forhold til den vertikale kommunikation mellem pædagog og pædagog og den horisontale kommunikation mellem pædagog og barn, er der teori, som er relevant at bruge i analysen. Vi vil komme ind på centrale begreber og kort komme med en ide til, hvad der ellers kunne være relevant at arbejde videre med i analysen af denne situation.

Stigmatisering:
I den oprindelige version af situationen ser vi først to pædagoger, som snakker meget negativt om Mads. De formår sammen at stigmatisere Mads til at være en, som er rigtig irriterende og uduelig. Det virker ikke til, at de synes, der er en positiv retning for Mads. De omtaler Mads' forældre ud fra et virkelighedssyn, der bærer præg af at de på ingen måde har forståelse for, at der findes andre forståelseshorisonter at handle ud fra end deres egen. Det ses bl.a. i udtalelsen "De har ikke styr på en skid". Den måde de stempler Mads på kan i værste fald føre til, at Mads får en negativ selvopfattelse og på den måde lever op til det pædagogerne mener om ham. De vil på den måde fastholde ham i en dårlig spiral.
Pædagogerne opretholder også den negative indstilling til Mads og hans forældre ved at bekræfte hinanden i det.
Vi synes generelt de fralægger sig et professionelt ansvar. Det er altid er den voksnes ansvar, at hjælpe barnet med at skabe relationer, men her ses det, at pædagogerne er uforstående over for, at han ikke finder nogle at lege med. I forhold til stigmatiseringen ytrer de samtidig nogle fordomme om Mads' forældre bl.a. da den ene siger, at han heller ikke bliver sat grænser for og igen i udtalelsen om at de heller ikke har styr på en skid. Der vil de få mere ud af, at prøve at have empati for Mads og hans familie samt være nysgerrige over for, at de formentlig handler ud fra en virkelighed, der føles rigtig for dem.

Ingen anderkendelse/magtmisbrug/sprogvalg:
Pædagogen henvender sig på en uhensigtsmæssig måde til Mads, da hun blot vælger at angribe ham i stedet for at møde ham anerkendende. Hun har fokus på det, han gør forkert og anerkender ham på den måde slet ikke. Det ses bl.a. i "Du skal stoppe med at drille de andre børn" "Du skal snakke pænt". Derudover har hun et grov sprogbrug i form af skældsord, hvilket giver en meget negativ tone, som Mads spejler sig i. På den måde er pædagogen ikke en god rollemodel at spejle sig i.

Pædagogen vælger til sidst i første situation, at true Mads med at ringe til hans far, hvilket vi ser som et tegn på afmagt i forhold til at handle professionelt og empatisk. Fra et andet perspektiv kan det også ses som misbrug af hendes definitionsmagt ved at true ham på den måde. På den måde vil der ikke være ligeværd i deres relation. For Mads er det ikke sikkert, at det er en trussel at skulle hjem, men sådan skal det formentlig lyde fra pædagogens vinkel.

Ifølge Bateson, så kommunikerer vi altid om både indhold og forhold. Forholdet til den anden defineres ud fra den måde vi snakker om indholdet. Pædagogen og Mads er tydelig præget af et forhold, der er rigtig dårligt, hvilket afspejler sig i pædagogens henvendelse til Mads, som bærer præg af en negativ indstilling fra start af.

Helt overordnet er der på ingen måde anerkendelse til stedet i den første situation og hvis vi ser på Berit Baes væremåder i forbindelse med professionel kommunikation, så opfylder pædagogen ingen af dem.

Anerkendelse/ressourceorienteret pædagogik:
I forhold til situationen, hvor pædagogen ud fra vores overbevisning handler mere professionelt, så er der andre ting, at have fokus på.
I dialogen mellem de to pædagogerne, er der en positiv tone og de har en mere fagligorienteret dialog om Mads. De har fokus på, at de synes det er vigtigt, at se på de ressourcer, som Mads har og de viser, at de påtager sig et ansvar i forhold til at hjælpe Mads med at danne relationer bl.a. i form af relationsgrupper. De har fokus på den ressourceorienterede pædagogik, hvor alle børn kommer med vigtige ressourcer, så selvom Mads' adfærd virker forkert, så har han stadig en masse godt at byde på.

Pædagogen henvender sig her også på en anden måde til Mads. Hendes sprogbrug er væsentlig mere afdæmpet og er tilpasset situationen.

ICDP:
Vores fokus er, at pædagogen i situationen gør brug af ICDP, som bygger på John Bowlbys klassiske tilknytnings teori. Han mente, at social kontakt er vigtigt, for at barnet kan udvikle sig. Det er den voksne, der er ansvarlig for at præsentere barnet for den sociale kontakt og videre hjælpe barnet med at etablere relationer. På den måde er forholdet asymmetrisk. Vi udvikler nogle indre arbejdsmodeller, som vi handler ud fra og de vil være forskellige alt efter hvilke tilknytninger vi har i vores liv.

ICDP handler om, at tale til barnets indre verden i stedet for den ydre verden. Pædagogen gør det, da hun spørger Mads om han gør, som han gør, fordi han gerne vil være med i Olivers leg. Hun retter fokus væk fra det forkerte i at han kaster sand på Oliver.

Pædagogen viser positive følelser over for Mads i henvendelsen. Hun spørger ind til situationen og prøver at sætte sig i Mads' sted. Hun justerer sig i forhold til Mads og følger hans initiativ, fordi hun ser Mads' måde at handle på som en invitation til, at han gerne vil skabe en kontakt til Oliver. Hun fokuserer på intentionen bag hans måde at handle på.
Derudover benævner hun det som Mads gør ved Oliver og sætter på den måde gang i en selvrefleksion hos Mads, som gør, at han begynder at tænke over, hvad det gør ved Oliver, at han kaster sand på ham Det sker ved, at pædagogen fortæller ham, at hun kan se, at Oliver ikke synes det er rart.
Hun anerkender Mads for gerne at ville skabe kontakt og guider ham til hvordan han ellers kunne henvende sig til Oliver en anden gang. På den måde laver pædagogen en positiv grænsesætning, som i den første situation var en negativ grænsesætning, der medførte at Mads ikke følte god nok.

Gyldne øjeblikke:
Der skabes et gyldent øjeblik, da pædagogen formår at skabe en kontakt mellem Mads og Oliver. Det er en succeshistorie, der vil huskes og kunne trækkes frem igen, hvis lignende skulle ske for Mads, hvilket det højst sandsynligt vil gøre, da det tager tid at lære og lave om på ens indlærte handlingsmønstre. Mads har fået en information, som vil påvirke ham i en positiv retning. Bateson definerer information, som noget, der har gjort en forskel på den pågældende.

Kærlige følelser:
Det er rigtig vigtigt med inddragelse af de kærlige følelser og som Jytte Birk i en af modulets tekster udtaler, så skabes der udvikling, hvis der investeres kærlige følelser. Det er med til at opbygge en god relation bygget på ligeværd. I den sidste situation er der en betydelig bedre relation mellem pædagogen og Mads, hvilket også ender ud i at Mads udviklede sig i den positive retning og ikke fik lyst til at drille videre.

Maturana og systemiske kommunikationsteori:
I sådan en situation kan det være relevant at vide noget om den systemiske kommunikationsteori. Maturana så mennesket, som et selvrefererende system, der refererer til eget univers og handler ud fra egen logik. Han havde også begrebet multivers, der betyder at der er lige så mange virkelighedsopfattelser, som der er mennesker. Mads har en virkelighedsopfattelse og en habitus med sig, som gør, at han handler, som han gør. I princippet kaster Mads sand på Oliver og skubber pigen af gyngen, fordi det er det, der giver mening ud fra hans virkelighed. Det er vigtigt, at vi er bevidste om det, fordi vi som pædagoger nemt kan møde en som Mads, men vi må anerkende ham for alt hvad han indeholder og forholde os til, at han handler på bedste vis ud fra egen logik.

Aktiv lytning:
Pædagogen lytter aktivt til Mads og giver ham tid til, at tænke lidt inden hun igen hjælper ham videre på sporet af, hvad han kan gøre. Hun stiller spørgsmål og virker interesseret i Mads. Aktiv lytning er en stor del i den anerkendende kommunikation.

Afrunding:
Hvis vi vil være med til at skabe udvikling og gøre en forskel hos børn, så er det altafgørende med en god relation til de børn/brugere vi skal arbejde med. Det skaber ingen udvikling, at møde Mads på den første måde. Det får ham til at føle sig forkert og udvikler ham i en negativ retning. Pædagogen skal være meget opmærksom i sin kommunikation og afstemme sig den pågældende situation, så vi kan være gode rollemodeller, som en del af børnenes/brugernes dannelse.
Vi skal være afgrænset i form af ikke at projicere det, der sker i "mig" over i barnet. Det kan godt være, at pædagogen synes Mads er træls, men hun må vende det til noget positivt og fokusere på de gode ting han gør. Derfor er det godt med konkrete redskaber som eks. ICDP. Vi besidder en magt, som pædagoger og den kan nemt misbruges, hvis ikke vi overvejer måden vi kommunikerer på - både nonverbalt og verbalt. Derfor ser pædagogen ikke blot Mads, men hun hjælper ham også. Vi skal se relationen, som cirkulær og være bevidste om at vi selv kan være skyld i at relationen til et barn er dårlig.
I forhold til budskabet er vi bevidste om, at det måske ville have været mere klart, hvis vi havde brugt børn i vores film, men vi synes ikke det ville være etisk korrekt, at bruge børn vi ikke kendte nu hvor vi skulle snakke så grimt til dem.

I et videre arbejde med filmen, så kunne det være spændende at se på noget omkring institutionskultur. Vi undrer os over, hvordan der kan opstå en institutionskultur, som kommer til udtryk mellem pædagogerne i den første situation. Hvordan ender det ud i at det er sådan de kommunikerer med hinanden og synes det er helt okay? Hvad gør det ved relationerne til børnene, at pædagogerne italesætter dem negativt over for hinanden i personalegruppen?