Vi er blevet præsenteret for delte meninger om hvorvidt professionelle skal inddrage kærlige følelser i omsorgs- og relationsarbejde.
Vi startede ud med at definere kærlighedsbegrebet i forhold til forskellige relationer; Familie, venner og arbejde. Derefter arbejde vi med først de 3 R'er og efterfølgende de 3 P'er og hvorvidt det er muligt at adskille dem af, så kun vi handler ud fra den professionelle side af os.
Her ses en definition af de 3 P'er, som vi kort referer til i et af vore svar nedenfor.
Privat:
- Det der kun vedkommer os selv og vores privatliv. Der er ofte tale om følelser vi ikke er bevidste om.
- Der inddrager vi egne følelser og interesser, som kan have interesse for andre. Vi bruger her vores intuition og handler bevidst der efter. Der er en sorteringsproces imellem det private og det personlige.
- Her bruger vi viden, som vi har fået igennem en faglig proces. I vores tilfælde vil der være den viden vi har fået på UCN - teorier, metoder osv.
Hvad adskiller kærlighed i professionel sammenhæng fra kærlighed i privatsfæren?
Flere teorier påpeger vigtigheden af at inddrage følelser i relations- og omsorgsarbejde i den professionelle praksis.
Barbara Fredrickson er amerikansk professor i psykologi. Hun arbejder indenfor den positive psykologis ramme og definerer kærlighed som et mikro moment af positivitetsresonans, som er en flod af positive emotioner, der deles med en anden. For hende er kærlighed ikke evig, betingningsløs, eksklusiv eller seksuelt begær. Kærlighed er for hende en overordnet positiv emotion, som hun mener er den mest grundlæggende emotionelle oplevelse i forhold til trivsel og udvikling. Kærlighed vil opstå i mødet med den anden, hvis vi møder den anden med ligeværd, gensidighed og kærlig bekræftelse. Hun mener ydermere at kærlighed ikke skal betragtes som en eksklusiv relation, fordi kærlighed er kontakt og opstår når to eller flere mennesker mødes.
I forhold til Barbara er kærlighed altså ikke en irrationel følelse, der gør at vi handler uhensigtsmæssigt og ukontrollerbart. På den måde formulerer Barbara en definition af kærlighed, som vi kan bruge i den pædagogiske praksis. I den pædagogiske praksis skal vi beskæftige os med den definition af kærlighed, som vi før beskrev som positivitetsresonans, der omhandler den gensidige udvikling af positive følelser, spejling og velvilje, som opstår i relationen til et andet menneske.
Kærligheden i privatsfæren mener vi, er tæt forbundet med tilknytningsteorien af John Bowlby. Den første tilknytning mellem spædbarn og omsorgsperson er essentiel for barnets videre udvikling og kompetence til at danne relationer senere hen. I privatsfæren er kærligheden ubetinget og der er i større grad et subjekt-subjekt forhold. Det er denne tilknytning, der danner grundlaget for barnets dannelsesproces. Vi kan også sige, at denne kærlighed er umiddelbar og ikke som sådan præget af forventninger og krav.
Den professionelle kærlighed adskiller sig på den måde, at den i langt højere grad er præget af et asymmetrisk forhold. Det vil sige, at pædagogen kan vælge at trække sig fra relationen og det sammen kan barnet/brugeren. Brugeren/barnet er på en eller anden måde også tvunget ind i relationen. Der er på den måde også en form for magt i forholdet, som den professionelle skal passe på med at misbruge. Bl.a. Berit Bae snakker om vigtigheden i passe på med at misbruge definitionsmagten. Det er også væsentligt at nævne, at der i den professionelle kærlighed er et lønforhold og et kontraktforhold, så det sociale forhold er betinget af noget der ligger udenfor relationen.
I den professionelle sammenhæng er der masser af kontakter, men med en følelsesmæssig involvering, som kærlighed i denne sammenhæng er defineret, så vil der være større grobund for udvikling. Jytte Birk understreger, at hvis vi vil skabe udvikling, så er vi nødt til at investere nogle kærlige følelser. Hjerneforskning viser også, at kærlige relationer er den mest virksomme behandling af eks. omsorgssvigtede og de har betydning for hjernens udvikling..
Taget tilknytningsteorien, ny hjerneforskning, Babara Fredricksons definition af kærlighed og Jytte Birks tekst i betragtning, så der er god grund til at etablere flere kærlighedsfyldte relationer i professionel pædagogisk praksis.
Hvordan kan relationsarbejdet fremmes i den pædagogiske kontekst, ved en skærpet opmærksomhed på inddragelse af følelser?
Ved inddragelse af følelser i den pædagogiske kontekst, kan relationsarbejdet fremmes, eftersom at forskning og erfaringer, viser, at følelser er med til at skabe livsglæde, trivsel og gode erfaringer med at indgå i sociale fællesskaber. På baggrund dette, er det vigtigt at forholde sig til at anvende følelser og kærlighed i det pædagogiske arbejde med brugere, da det er med til at udvikle og forme det enkelte individ. Der er mange refleksioner om, at det er vigtigt, hvilke følelser pædagogen viser, fordi det smitter af på brugerne. Merete Monrad, sociolog, ph.d og adjunkt på Aalborg Universitet, siger: ”Børnene har brug for positive rollemodeller, der kan give dem følelsesmæssig energi”.
Det er kvaliteten af samspillet, der skaber udvikling og læring. Berit Bae har stor fokus på, at det gode samspil sker ved at være anerkendende over for barnet. I forhold til at arbejde målrettet med at få følelserne ind i den pædagogiske kontekst, så kan vi bruge ICDP – den emotionelle dialog, hvor der er nogle helt konkrete værktøjer til at møde barnet med positive følelser, som skaber udvikling.
Ydermere kan vi nævne Maturana, som mener at sociale fænomener dannes gennem følelsen kærlighed, der er forstået som accepten af hinanden som legitime medskabninger i sameksistens. Eller sagt på en anden måde; At uden følelsen kærlighed (uden den accept) opstår ingen sociale fænomener, uden sociale fænomener opstår ingen menneskelig udvikling. Maturanas systemiske teori modarbejder også de 3 P’er, fordi han mennesket er et selvreferende system og dermed kan vi ikke hænge det privaten i garderoben inden vi møder ind på arbejde.
Dilemmaet er, at følelserne spiller så stor en rolle i den daglige funktion, når det samtidig er, efter nogens mening, noget der skal skjules og fremstår uprofessionelt. Mennesket kan ikke tage en beslutning om at lægge følelserne til side.
Hvordan kommunikerer pædagogen følelser i relationen med brugeren? Verbalt? Kropsligt? Ved et særligt sprogbrug? Ved at anvende en særlig metodisk tilgang?
Vi kan nævne ICDP og Marte Meo, som er gode metoder til at få fokus på at få de positive følelser ind i relationen ved at have en positiv indstilling over for barnet. Derudover kommunikerer vi både nonverbalt og verbalt og den nonverbale er mindst lige så vigtig i kommunikationen. Det er vigtigt, at der er overensstemmelse mellem det, der bliver sagt og vist nonverbalt.
I teksten af Jytte Birk nævnes Barbara Fredrickson, der arbejder med positivitetens resonans. Den imitative samspilsmåde, hvor spædbarnet spejler sig i omsorgspersonen, kan associeres til positivitetens resonans. Vi er optaget af at spejle os. John Bowlbys tilknytningsteori underbygger vigtigheden af spejling.
Hvilke dilemmaer kan der være for pædagogen, såfremt inddragelse af følelser og kærlighedsbegrebet bliver en del af den pædagogiske diskurs?
Kan man være for autentisk? (Axel Honneth rejser denne kritik i forhold til at sfærene mudres sammen og vi på den måde forlanger familiær kærlighed i de andre anerkendelsessfærer)
Hvis vi kom ud i en institution hvor de var overbevist om de 3 P’er og vi som ny ikke var så vil vi måske fra deres side virke utroværdige?
At forældrene kan føle sig truet af pædagogens nære tilknytning til deres barn.
Må en mandlig pædagog arbejde med muslimske piger?
Sorte/grønne børn – Netode til at finde ud af hvilke børn vi bedst kan lide? Måske etisk forkert, men tanken om at skabe bevidsthed omkring det er god og efterfølgende kunne der måske gribes fat i ICDP og på den måde redefinere det barn, der evt. er særligt udsat.
Førhen mente man, at følelser forstyrrende mentale elementer, som overskyggede de effektive kognitive operationer, som var det mennesket havde som særpræg.
”Hvor kognitive funktioner bygger på det centrale nervesystem, vedrører følelser primært det autonome nervesystem; en mere primitiv del af vor konstitution, som er tættere på dyrene, og som ikke udpeger os som den meste udviklede af alle arter. Det er først for nylig at en mere positiv opfattelse har sat igennem, hvorefter følelser ikke alene er mislyde i systemet, men yder særligt bidrag til individets udvikling og tilpasning”
Citatet fra bogen ”Børne psykologi” af H. Rudolf Schaffer siger lidt biologisk om, hvorfor det kan være at følelser kan betragtes som irrationelle.
Derudover står ydermere i bogen, at hvis samspillet mellem spædbørn og deres forældre undersøges, så vil der helt fra start være følelsesmæssige dialoger, som er med til at udvikle barnet. Omsorgspersonerne – både forældre og pædagoger, er altså med til at udvikle børns følelsesmæssige kompetence. Den hænger godt sammen med social kompetence fordi evnen til at håndtere egne og andres følelser er et centralt aspekt i social interaktion.
Det er vigtigt at vi som pædagoger har en forståelse for, at kærlighed og følelser spiller en stor rolle i forhold til udvikling, tilknytning og trivsel. Børn der føler sig forstået og anerkendt, har bedre mulighed for at udvikle sig.
Eks: Hvis et barn siger til en pædagog: ”Jeg elsker dig”. Og pædagogen siger: ” Jeg er din pædagog, vi skal ikke elske hinanden, jeg arbejder her bare”. Kan barnet hurtigt miste interessen og ikke føle sig ankerkendt, så barnet ville ikke kunne udvikle sig og har ikke haft en positiv succes. Hvor derimod hvis pædagogen siger ” Jeg elsker også dig, men ikke på samme måde som din mor og far, for de elsker dig virkelig rigtig højt, men jeg elsker dig på den måde, at du er min gode ven”. Så vil barnet føle sig ankerkendt og forstået og derved vil det være nemmere at kunne arbejde med udviklingen.
Litteraturliste:
Bech, E. M. (2014): Mig og mine følelser - en kompliceret relation. I: Bech, E. M. (red.): Professionel kærlighed. Frederikshavn Dafolo
Sørensen, J.B. (2014). Kærlig kontakt er liv(givende), og fravær er livstruende. I: Bech, E. M. (2014)(red.): Professionel kærlighed
Jappe, Erik, Håndbog for pædagogstuderende, 9. udgave, kap. 18, Faglig identitet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar