Narrativitet og pædagogisk praksis

I dagens undervisning har vi haft fokus på, hvorfor den mundtlige fortælling er vigtig i pædagogisk praksis. Den mundtlig fortælling har central betydning i forhold til kulturelle og æstetiske udtryksformer i det pædagogiske arbejde.
Den mundtlig fortælling har været nedprioritere grundet nye medier, men blomstrer i disse år op igen som en ny renæssance. Fortællingen, som aktivitet er kendetegnet ved er, at der skabes et fællesskab omkring mundtlighed, sprog og forskellige former for fortællinger.
Mennesket er et fortællende væsen, med stor udtrykskraft og behov.
Menneskets udtrykker sig både nonverbalt og verbalt. En af grundende til fortællingens opblomstring kan være ændringer i kulturen og samfundet i de sidste 50 år. Livet er blevet splittet mellem familieliv og arbejde/institution.

Anthony Giddens mener, at tvivl og usikkerhed er blevet eksistentielle grundvilkår får mennesket i det senmoderne samfund. Vi kan ikke længere læne os op af en fælles opfattelse af "gud, konge og fædreland". Derfor må det moderne mennesket i følge Giddens konstant reflekterer over sig selv og tilværelsen for at kunne skabe identitet.

I den forbindelse kan fortællingen bruges som refleksion over de daglige omskiftelser samt til bearbejdelse af følelser og tanker. Fortællingen giver mulighed for at fordybe sig og opleve meningsfyldt fællesskab og nærvær.

Figuren viser Poul Ricoeurs hermeneutisk forståelsesprocess. Fortællingen kan ses som et ”objekt” og repræsenteres som en mulig væren i verden eks.i fantasifortælling, hvor der opbygges et univers og børnene er med til at beskrive hvordan ham/hende i universet er. Hverdagssituationer og egne begivenheder repræsenterer også en mulig væren i verden.
Modellen bliver mere konkret fordi den forbinder sig til fortællingen.
Det enkelte individ tolker og forholder sig til det der fortælles og er på den måde er den mundtlige fortælling individskabende. 
Selvom vi er to, der oplever det samme, så er det ikke den samme fortælling, der kommer ud af det, fordi vi har forskellige forståelseshorisonter at tage udgangspunkt i.

Der er 4 typer fortællinger i pædagogisk praksis:

• Den klassiske fortælling, som er eventyret og mundtlige overleveret 
• Fantasifortællingen, som ofte ses hos børn. 
• Fortællinger fra livet, som indeholder hverdagsfortællinger, begivenhedsfortællinger og selvberetninger.
• Livshistorie. 

Når mundtlig fortælling bruges i pædagogisk praksis, er det vigtigt at skabe ideelle betingelser for lyttende og fortællende samvær. Det gør, at fortællingen kan udfolde sig optimalt. Der skelnes mellem 2 fortællerrum. 

Det fysiske fortællerrum, som pædagogen iscenesætter:

• Rummet skal fremme nærvær, fordybelse og intensitet.
• Et rum uden støj og med dæmpet belysning.
• Fysiske behagelige rammer.
• Det gør at børnene lettere kan åbne deres sanser. 

Det mentale fortællerum, som pædagogen er med til at skabe:

• Oplevelsesmæssigt kan man gå ind i det mentale fortællerum.
• Sanserne rettes mod "det fælles tredje", som her er fortællingen
• Hverdagen træder i baggrunden.
• Legens, kreativitetens og den kulturelle oplevelsesrum træder frem. 

Pædagogen har en vigtig rolle i forbindelse med fortællingen og pædagogen kommer til at fremstå mere som et menneske end som rolle og bliver en betydningsfuld voksen via samværet omkring fortællingen. Derudover er det også vigtigt, at pædagogen, i forbindelse med livshistorie, ikke styrer, hvad der fortælles, men at det er fortælleren der er herre over det.

Lene Brok, der er professionel fortæller og forfatter og cand.psych udtaler i artikel hos BUPL angående fortælling i pædagogisk praksis: "De lærer en måde, hvorpå de kan fortælle om deres eget liv og føler sig hørt. Det styrker både identiteten og selvfølelsen". Bl.a. derfor er fortællingen et godt pædagogisk redskab, som på mange måder understøtter børns udvikling.

Derudover kan livshistorie være med til at:

• Skabe sammenhæng i og overblik over borgerens liv.
• Bearbejdelse af virkeligheden: Sorg, tab, brud osv.
• Perspektivforskydning: Hjælpe borgeren til at forskyde sit perspektiv hen på noget der er godt for ham/hende. For at individet kan se noget positivt ved sin livshistorie.

I undervisningen arbejdede vi individuelt og i studiegrupper med genren livshistorie. Hvis livshistorie ses som en litterær genre, så får den mere pædagogisk karakter i stedet for terapeutisk. Livshistorie handler om fortællerens eget liv og hører under genren faktion.

Den fortæller et sammenhængende forløb og har en narrativ struktur, som er en fremadskridende fortælling med begyndelse, midte og slutning.. Rent tidsmæssigt forløber den ikke nødvendigvis kronologisk, da der kan springes rundt i hændelser, der har haft betydning for fortælleren.

Der skelnes mellem mekanisk kvantitativ tid og kvalitativ tid. 

Mekanisk kvantitativ tid:

• Den objektive tid, som hændelsen i ens livshistorie tager.

Den kvalitative tid:

• Nogle begivenheder fylder meget i ens liv, men tager måske kun få øjeblikke og faktisk tid.  

Vi skule planlægge en aktivitet, hvor udgangspunktet skulle være fortælling. Vi har valgt at arbejde ud fra smtte-modellen. Vi har hentet inspiration fra vores aktivitet i blogindlægget, som handlede om brugen af medier som pædagogisk redskab.

SMTTE-model

Sammenhæng:

Den mundtlige fortælling har været nedtonet pga. nye medier, men vi vil udfordre denne påstand og i stedet bruge fortællingen som undervisnings- og læringsmiddel. Det er vigtigt med stunder af ro og opmærksomhed rettet mod lytning, samtale, fortælling og børns muligheder for at italesætte deres erfaringer. Derudover danner et veludviklet sprog basis for et godt skriftsprog. Sprogstimuleringen handler om lysten til at udtrykke sig sprogligt og skabe en sproglig selvtillid. Det vil vi gerne være med til at understøtte. Det er bl.a. brugbart, at anvendemundtlig fortælling i forbindelse med børn, der har vanskeligheder af sproglig, personlig eller social art, så på den måde kan vi også få nogle af de børn med, som måske har nogle udfordringer.

Vi har en gruppe børn på 5-6 år, hvor vi godt kunne tænke os at bruge den mundtlige fortælling, som et pædagogisk redskab. Med det udgangspunkt har vi valgt, at gruppen på 5 børn skal medbringe en ting hjemmefra, hvor de hver især har en oplevelse tilknyttet.

Mål:

Børnene skal medbringe en ting hjemmefra, som på en eller anden måde betyder noget for dem.

Sproglige kompetencer:

Børnene skal formidle og formulere korte sammenhængende fortællinger, der er knyttet til deres ting. Det foregår på deres niveau, som er forstået på den måde, at alle børn befinder sig på hvert sit niveau rent sprogligt.

Skabe et trygt sprogligt fællesskab, hvor hvert børnene byder ind og de andre respekterer det ved at lade vedkommende tale ud.

Ydermere ønsker vi at øge deres ordforråd, når de lytter til de andre børns fortællinger.

Vi kommer også lidt ind på to andre læreplanstemaer, som også styrkes igennem den mundtlige fortælling i børnegruppen.

Vi vil skabe kultur med børn i det vi tager udgangspunkt i en ting de selv har valgt.

Barnets alsidige personlige udvikling:

Børnene skal fortælle om deres oplevelser.

De deler noget af deres forståelseshorisont og virkelighed, hvilket i samspil med andre kan blive videreudviklet og anerkendt for at være lige så god som alle andres.

De sociale kompetencer:

Vores mål er også, at skabe et sprogligt fællesskab – både horisontalt og vertikalt – altså barn-pædagog og barn-barn. Vi ved, at børn lærer og udvikler sig  i sociale interaktioner og det vil vi gerne være med til at understøtte.

Tiltag:

Det fysiske rum:
Vi vil i institution skabe gode betingelser for udfoldelse af den mundtlige fortælling. Vi bruger kælderrummet, som er afskærmet for støj og andre børn.

Det mentale rum:

Vi retter sanserne mod fortællingen, som er "det fælles tredje".
Pædagogen starter med at tage en ting med og fortæller en kort historie, så børnene på den måde får fornemmelse for, hvad det er de skal.

Vi laver en gruppe på 5 børn, hvor vi mødes tirsdag og torsdag formiddag. Tirsdag bliver dagen, hvor pædagogens fortælling præsenteres og der er efterfølgende samlet dialog om det at fortælle.
Der er 1 pædagog tilknyttet gruppen.
Inddrage forældrene i aktiviteten, som måske kan hjælpe børnene med at finde en ting derhjemme.

Tegn:

Børnene lytter aktivt til de andres fortællinger.
Børnene har eventuelt spørgsmål til de andres fortællinger. På den måde er de aktive og anerkender de andres fortælling.
Børnene snakker på kryds og tværs om de forskellige ting efter aktiviteten er afsluttet.
Børnene lader de andre tale ud og afbryder ikke før fortælleren er færdig.

Evaluering:

Vi påtænker, at pædagogen evaluerer med børnene i gruppen. Spørger dem hvad de syntes om at fortælle deres egen historie og spørger dem om, hvorvidt det er noget de har lyst til at gøre igen.
Ydermere kan der evalueres på næste personalemøde – fik vi det ud af det som vi ville i forhold til at bruge fortællingen? Opnåede vi de mål vi ville med aktiviteten og kunne vi evt gøre det igen og bygge videre på aktiviteten?

Det er også vigtigt, at have med i overvejelserne, at sproglige kompetencer kan ikke måles fra dag til dag, så vi forventer ikke at se en markant sproglig udvikling, men måske mere at stimulere deres sprogudvikling til at blive motiveret til at ville lære mere og blive mere fortrolig med at formulere sig.

Litteratur:

http://www.bupl.dk/internet/boernogunge.nsf/0/66E31676957BC787C1257A7E004294BF?opendocument

Dansk, kultur og kommunikation, et pædagogisk perspektiv, (red.) Sørensen, Mogens, 3. udgave, Akademisk Forlag, 2011, kapitel 11 og 12